Årets gang på Ærø i dyr og planter

I 2019 fik Ærø sin første hjemmebryggede havørn i nyere tid. Ørnene havde i flere år holdt til især omkring Vitsø, og mange par fra øhavet og Als kom til øen for at lære deres unger at jage. Men da et par valgte at bygge rede i 2018, kom det alligevel bag på alt og alle. Det var ventet, at det kunne ske, men ingen havde regnet med, at det ville gå så hurtigt.

Som for så mange andre ørnepar kom der intet ud af anstrengelserne det første år, men allerede anden gang kvitterede parret med en unge. En helt ny havørne-hun, der nu er fløjet ud i verden. Som regel finder ørnene sammen i vintermånederne, hvor parringen foregår og hvor parret reparerer på reden. Hunnen lægger 1-3 æg i løbet af februar/marts. I yngletiden er havørnene meget følsomme over for forstyrrelser. Men ellers er havørnen ekstremt tilpasningsdygtig.

Mange på Ærø har formentlig endnu ikke selv set havørnen for trods sin enorme størrelse, er den meget diskret og helt klar over, at den ikke skal påkalde sig for megen opmærksomhed. Med tiden vil den sky rovfugl vænne sig til omgivelserne og sikkert blive mere publikumsvenlig.

Ligesom flere andre fugle har den et knivskarpt syn og en formidabelt god hukommelse, så det kan omvendt også godt betale sig at opføre sig pænt over for den.

Man kunne naturligvis have valgt her at skrive om erantis eller vintergæk. For begge er vigtige nektarkilder for de første insekter, der vover sig frem. Men her er i stedet valgt kompostbunken.

Med alle de grene og blomster og andet affald, man har lagt til side i sommerens løb, er der faktisk tale om en af vinterens vigtigste 'planter'. Dødt ved er nemlig en meget vigtig faktor, når det gælder biodiversiteten og klimaet.

Man vil hurtigt se, hvor mange arter, der gemmer sig og overvintrer alt efter kompostbunkens størrelse. Bænkebider, skolopender, tæge og mange andre insekter søger ly, og hvis stakken er stor nok, yder den også beskyttelse for fugle og større pattedyr f.eks. pindsvin. Det er en cyklus af liv, hvor nogle arter overvintrer, mens andre udvikler sig.

Svampe og bakterier går i gang med nedbrydningen af kviste og blade, og død og forrådnelse bliver til nyt liv. Kompostsvirrefluen, som får lov at visualisere kredsløbet, kan ses fra april og helt frem til slutningen af oktober. Dens larve er netop fundet i kompost, gødning og andre rådnende stoffer.

Med lader og staldlænger på de mange gamle gårde har husmåren perfekte betingelser på Ærø. Mange mennesker har desværre et anstrengt forhold til det lille rovdyr. For faktisk har den været mennesket en tro følgesvend. Ja, faktisk er det os mennesker, der har fået den til Danmark.

Op gennem jernalderen blev den kulturtilpassede art spredt op gennem Europa, hvor stengærder og bebyggelser og småskove var med til at lokke husmåren væk fra dens oprindelige udbredelse i klippe- og bjerglandskaber. Den findes i hele landet. Dog, ironisk nok, ikke på Bornholm, som ellers ville være det mest oplagte sted.

Husmåren tager mus og rotter og ville være en naturlig allieret med mennesket, hvis det ikke var, fordi den også sviner og laver et forfærdeligt spektakel. I uisolerede stalde, lader og brændeskure gør den ingen skade, og den lever i øvrigt fint side om side med eksempelvis katte. Den er et natdyr, så det er sjældent at se den i dagslys.

Et andet medlem af mårfamilien, lækatten, findes fåtalligt i det ærøske område. På selve Ærø er den ikke særlig udbredt, men på Birkholm, som hører med til Ærø, er den udsat og derfor helt almindelig.

Musvågen holder hvert forår og efterår skiftedag med rørhøgen. Når de fleste af de ærøske musvåger trækker nordpå omkring 1. april og vender tilbage 1. oktober, falder det stort set sammen med Rørhøgens ankomst og afsked med øen. Blot i omvendt orden.

Ærø udmærker sig ved at ligge tæt på fuglenes store trækruter. Det betyder, at man næsten hvert år kan opleve store træk, ikke blot af sangfugle og gæs og ænder men også af rovfugle.

Når man begynder at se på fugle, kan det ofte være svært at se forskel på dem - ikke mindst rovfuglene. Og en af dem, der snyder, er netop musvågen. Det skyldes, at den kan se så forskellig ud. Alene farvepragten kan variere fra næsten helt hvid til næsten sort.

Ærø har også en fast bestand af hvide musvåger. Visse af disse kaldes populært 'Børringevåger' og er faktisk navngivet af danske ornitologer, der blev opmærksomme på denne særlige udgave under feltture til en lokalitet i Sverige, der husede særligt mange af de hvide musvåger. For at kunne kalde det en Børringevåge, som jo ikke er en særlig art, men blot en benævnelse, kræves, at vingedækfjerene skal være lyse.

Børringevågen er i øvrigt noget særligt for Danmark og Sverige, hvorimod den er sjælden i England og meget sjælden i Sydeuropa.

Titusindvis af orkideer blomstrer hvert år i Gråsten nor. Men faktisk kan den smukke Majgøgeurt også opleves i Vitsø og Stokkeby nor, samt flere andre steder på øen.

Den hedder Majgøgeurt, fordi dens blomstring falder sammen med Gøgens ankomst til landet og den første kukken i skovene. Det er i maj/juni.

Noget af incitamentet til at bringe Vitsø tilbage til sin oprindelige tilstand, er netop et håb om, at et tidligere såkaldt rigkær i Gydemaden vil kunne genskabes. I bedste fald vender den meget sjældne orkidé, Mygblomst, der kun vokser 10-15 steder i landet, tilbage. Før fandtes i Gydemaden den og flere andre sjældne orkidé-arter.

Indtil videre har Majgøgeurten fået selskab af en anden orkidé, nemlig Skov-hullæbe. I 2018 blev således ét eneste eksemplar af orkidéen for første gang fundet langs Vitsø. Hvad angår Majgøgeurt, er det dog blomstringen i Gråsten nor, der er en af forårets helt store natur-attraktioner. Det er med titusindvis af orkidéer i blomst samtidig en af landets største orkidé-blomstringer.

Ærø huser rige bestande af både markfirben, skovfirben og lille og stor vandsalamander.

Hen på sommeren er steder som Vitsø og Voderup nærmest levende af hoppende frøer. I Vitsø dominerer Grøn frø, mens Voderup - og mange andre steder - kan byde på mange Springfrøer, som er relativt sjældne i det øvrige Danmark. Der arbejdes med udsætninger af Klokkefrøer og Strandtudser i det ærøske område. På Birkholm findes Grønbroget tudse i stort tal.

Overraskende mange af de sjældne såkaldte indikator-arter, der siger noget om, hvor god naturen er, findes på Ærø. Ét eksempel er svirrefluearten Gul vedsvirreflue, som i 2019 blevet fundet på øen for første gang.

De senere års grundige undersøgelser af naturen har vist, at øen er langt rigere på eksempelvis vilde bier, snyltehvepse, svirrefluer og andre sjældne insektarter, end man før har antaget.

Springfrøen er på Ærø forholdsvis almindelig - også i haver, når blot der er adgang til lidt vand.

Øen er hjemsted for et stort antal rørhøgereder, fordelt ligeligt rundt omkring på øen. Og Rørhøgen dominerer derfor suverænt luftrummet i sommerperioden.

For få årtier siden var synet af Havørn, Rød og Sort glente, Slangeørn, Rørhøg og Blå kærhøg noget, man kun kunne drømme om.

I sommerhalvåret kæmper Rørhøgen i øvrigt om føden med både Tårnfalk og Spurvehøg, som øen også er meget rig på. Fra forårets start flyver rørhøge-parret sammen. Men fra hunnen lægger sig på en håndfuld æg i slutningen af april, ses hun ikke længere i landskabet, men er gemt i en rørskov eller en kornmark.

Hun står for det meste af redearbejdet og den efterfølgende udrugning af æg. Hannen derimod skaffer føden i den periode. Senere deles Rørhøgene dog om arbejdet med at skaffe føde til ungerne, der først hen i august måned kan klare sig selv.

Den Blå kærhøg er endnu en relativt ny ynglefugl i Danmark, og endnu har den ikke slået sig permanent ned på Ærø. Men den ses hvert år i vintermånederne, når de skandinaviske fugle overvintrer.

Soløjealant er en sjælden urt, der vokser flere steder på øen i små bestande.

Den er typisk for strandengsområder, som Ærø er rig på. Derfor kan man også være heldig at støde på den flere steder på øen, bl.a. på Vester Strand og i Kleven.

Ofte vil man finde den i selskab med sjældne vækster som Tætblomstret hindebæger, Kveller og Håret tangurt, som ligefrem er en specialitet for øen.

Den blomstrer i juli-september, og sent på sæsonen er den også nemmere at bestemme. Den kendes ikke mindst på en meget håret stængel. En hel del svirrefluer, humlebier og helt specialiserede insekter nyder godt af den sene blomstring.

Allerede fra slutningen af maj (og et stykke ind i juni) kan man opleve den smukke løbebille, der er noget nær unik for Ærø.

Den dukkede første gang op på øen i maj 1996 og var i flere år enestående for øen. Og endda kun for Voderup Klint. For selv om den egentlig har et stort spredningspotentiale, findes den på Ærø kun her. Hvilket også er det eneste sted i Skandinavien.

For nylig er der blevet fundet nogle eksemplarer på Kegnæs på Als, ligesom der på rygteplan også tales om en mulig bestand på Horneland på Sydfyn, så måske viser den sig med tiden at være mere udbredt end først antaget. Men sjælden på vore kanter er den.

Det bedste sted at finde den i forårsmånederne er faktisk langs gangstien i Voderup Klint. For den kan ellers være svær at bestemme fra det græs, den piler igennem.

Finder man billen, kan man roligt tage den op. For den er helt fredelig. Og så vil man mærke dens velcro-agtige greb i fingeren. Bestanden i Voderup Klint anslås at være på 2-300 individer.

Store mængder af grågæs indtager hver vinter øen. Sammen med Bramgæs, Blisgæs og af og til en sjælden Rødhalset gås ses de bølgende over himlen og landskaberne sammen med kragefugle og Sjagger, store dueflokke, Vindrosler og en myriade af andre trækkende fugle.

Arktiske fugle som Sortstrubet og Rødstrubet lom begynder at indfinde sig langs kysterne. Det samme gør Sortand og Havlit, ligesom Fløjlsænder ses langt til havs.

Øhavet fyldes også op af tusindvis af knopsvaner, der fælder svingfjer, Mørkbugede knortegæs, skalleslugere og dykænder. Det er i grunden disse tilbagevendende oprtrin, der særligt betager på en ø som Ærø.

De store træk af gæs kan være overvældende. Men det samme kan synet af Alliker, Spurvehøge eller Falke, der skal sydpå.

De færreste fugle bryder sig om at flyve over vand, og hvert efterår kan man især fra diget ved Vitsø iagttage mange fugles prøvende træk over havet mod Als. Ofte skal der flere forsøg til, før det lykkes.

Denne orkidé hører til en af de mest almindelige i Danmark, men den har længe været lidt af en sjældenhed på Ærø.

Den blev først fundet på øen i 1867 i et krat ved Eskebækken i Voderup. Siden blev den genfundet i 1970 i bare fem eksemplarer. I de senere år er den dukket op en håndfuld steder på øen. Blandt andet kan man finde den i Vitsø, i Egehovedskoven og ved Ommel, ligesom den er kendt fra et par steder på Skovbykanten og i Bølgemose.

Den formerer sig både ved insektbestøvning og vindspredning men står ofte blot i nogle få eksemplarer. Som alle andre orkidéer er den fredet. Den blomstrer helt frem til starten af september, men hvis vejret er mildt, kan den findes helt ind i november.

Mens Stor ildfugl efterhånden må regnes for uddød i Danmark, kan man altid regne med den lille Lille ildfugl. Også langt hen på sæsonen, hvor man desuden kan støde på trækkende Admiraler, Dagpåfugleøjer, Nældesommerfugle, Citronsommerfugle og Det hvide C, der flyver i nye generationer.

Øen er også hjemsted for en stribe blåfugle, ikke mindst Almindelig blåfugl, men også arter som Dværgblåfugl og Rødplettet Blåfugl. Også de tre arter af kålsommerfugle (Stor, Lille og Grønåret kålsommerfugl) flyver - visse år i store mængder.

I varme eftersomre ses ligeledes Grønbroget kålsommerfugl. Og i særligt gode år får øen med sin sydlige beliggenhed tillige besøg af meget sjældne arter som Gul og Orange høsommerfugl.