Kyststi-skilt ved kysten på Ærø

Kyststien på Ærø

Photo: Daniel Villadsen

Kystsien på Ærø fører dig fra Marstal mod Vitsø ved Søby - og selvfølgelig langs kysten på størstedelen af ruten. Her guider vi dig til en uforglemmelig og smuk vandretur i den ærøske natur.

Byskilt ved landsbyen Leby på Ærø
Photo: Lasse Hjort
Vandresti i skovområde på Ærø
Photo: Freja Kock Christlieb

Ruten kort fortalt

Kyststien er lavet til dig, der vandrer, og er markeret med afmærkningspæle hele vejen.

Ruten er ca. 30 km lang og tager dig langs Ærøs sydlige del, videre op nordpå og slutter ved naturområdet Vitsø - og selvfølgelig langs kysten på størstedelen af ruten.

Undervejs kommer du forbi idylliske landsbyer, smukke udsigtspunkter, historiske spots og fascinerende naturområder.

Du kan downloade ruten som GPX-fil til din navigation, eller se den på kortet herunder.

Del ruten op og benyt Ærøs gratis bus

Ruten kan sagtens deles op i mindre dele. Og hvis du ikke ønsker at vandre med din bagage, så gør brug af Ærøs gratis bus og hav i stedet et fast overnatningssted som base. Bussen kører kun langs landevejen, dog med en afstikker til Skovby.

Planlæg din vandreferie

Da du primært vandrer ved kysten, finder du ikke nogle spisesteder langs ruten. Her skal du søge længere ind på øen til de større byer. Det samme gælder for overnatning. Dog finder du både shelters og primitive teltpladser langs ruten.

Udvis hensyn og god vandreskik

Vandring på Nevrestien

Photo:Daniel Villadsen

På din tur beder vi dig vise hensyn og overholde nedenstående:

  • Hele stien er åben for færdsel fra klokken seks morgen til solnedgang.
  • Hunde skal føres i snor.
  • Du færdes på privat ejendom. Tag hensyn til ejerne, vær hensynsfuld, og smid ikke affald.
  • Teltovernatning skal foregå på lejr- eller campingpladser - eller andre steder, hvis ejeren giver lov.
  • I tilfælde af jagt kan stien være lukket, men du vil på stedet blive informeret om en alternativ rute. 

Share your #Ærø moment: